Advarsel: Denne post indeholder illustrationer som godt kan virke voldsomme på følsomme dukke- elskere. Læs videre på eget ansvar.

Da Doktoren kom til at afsløre sin metier for Anne-Mette, så busede det ud af hende: “Kan du så lave min Afro- Barbie?. Hun har tabt hovedet, og hun er bare den bedste Barbie jeg har.”

Ane-Mette kunne næsten ikke tro, at det var rigtigt, da Doktoren forsikrede om, at det var hans oprigtige mening, at han GERNE ville hjælpe. Men næste gang de mødtes, så havde hun Barbie med:
Og her var der jo tydeligvis tale om en teenager som havde været ude på skrammer. I den alder kan man så let komme til at tabe hovedet.
Inspireret af denne nyhed besluttede Doktoren at komme den italienske læge i forkøbet, og udføre en hovedreparation.
Han undersøgte nøje, hvordan patientens tilstand var.
og besluttede sig for at implantere en møtrik i halshullet, og en passende skrue til at skrue i møtrikken.
En skrue hvis hoved kunne passe i Barbiehovedhullet.
Det viste sig praktisk at benytte en længere skrue til at placere møtrikken imens limen hærdede:
Doktoren prøvesamlede:
Og gjorde klar til operationen:
Og med kroppen behørigt, men dog nænsomt fastspændt og indhyllet i det blå sterile operationsklæde, samt alle nødvendige remedier klar, udførte Han den sidste forberedelse, nemlig påføring af slipmiddel på gevindet af implantat-indførings-værktøjet:
Det er et stearinlys, han indgnider gevindet med, for at undgå at den lange sorte skrue skulle ende med at sidde fast i halshullet, og dermed at Barbie skulle risikere at tilbringe resten af sine teenageår med et underligt sort cylinderformet hoved på en alt for lang gevindsnoet hals.
Nej, hold nu op. Ikke mere af den slags uhyggelige tanker!
Så hellere i gang med at blande Aralditten:
Og her skal et godt råd være, at udføre denne proces med største forsigtighed, så man undgår at få limen ud på bordet, på fingrene eller i håret, i øjet, i maden eller tandbørsten eller værre steder, hvilket alt sammen kan blive resultatet, hvis man ikke passer på.
Det gjorde Doktoren, og her ser vi hvordan han startede med at lægge lidt lim i bunden af hullet, og placere møtrikken ovenpå:
og derefter putte lidt mere lim oven på:
Så gik der et par timer med utålmodig traven op og ned ad gulvet for at vente på at limen hærdede. Heldigvis var der tale om Araldit Rapid, hvilket betyder hurtig, så ventetiden begrænsede sig til et par timer. Herefter kunne Doktoren med største forsigtighed lempe den sorte skrue ud, og konstatere at slipmidlet havde virket, og møtrikken blev tilbage. Der er desværre ingen billeder af dette, da Doktoren stadigvæk kun har to hænder.
Han indså at den blanke skrue var lidt for lang, hvorfor han var nødt til at
save lidt af den, og slibe enden til, på sin slibemaskine. Nu kunne skruen
komme på sin rette plads, og hovedet ligeså. For at demonstrere hvor solidt hovedet nu sidder på, viser Barbie her
hvordan hun, hængende i håret, magter at bære en hel hest!!

“ØØV, det er snyd, hun står bare på noget nede under billedet” – tænker læseren så, men nej:
Det er rigtigt nok. Hovedet sidder meget godt fast!
Og så har hun genvundet den fulde bevægelighed:

– Selv om Doktoren måske hellere havde set, at hun kun kunne ryste på hovedet, ud fra en betragtning om at den bevægelse er mere formålstjenlig for en teenager, til at holde sig fra at komme ud i situationer hvor man taber hovedet.

Doktoren rystede på hovedet og tænkte “Pyt, de må jo selv lære det, de unge mennesker”.

Og derefter tænkte han lidt over hvordan det kan være at mennesker ofte siger at de har noget de gerne vil have repareret, men så alligevel ikke kommer til Doktoren med. Måske er det fordi de føler sig lidt forlegne over at Doktoren ikke skal have noget for det? For ikke at være til besvær? Fordi det føles fjollet?

Doktoren vil overveje at tilbyde sin tjeneste for penge.

Nå, men tak for din opmærksomhed, og husk:
Det er skønt at gøre det selv.