Væk med den gamle lak

Min gode ven Niels- Ole spurgte mig hvordan han skulle fjerne lakken på hans kones gamle taburet, og efter at vi havde snakket lidt om det,så lovede han at tage nogle billeder af processen. Det nedenstående er hans beretning og billeder. Det er nok værd at læse inden du går i gang med selv at sætte dine gamle møbler i stand:

Taburetten så sådan her ud:

Så fik den en gang lud. Kausisk Soda og vand blandes som beskrevet på soda-dåsen. Husk handsker, briller og hæld soda i vand, ikke vand i soda.
Blandingen bliver meget varm.
Når blandingen er blevet kold blandes tapetklister i til en tyk grød. Hvis man ikke venter med at komme tapetklister i, så klumper det bare – egen erfaring.
Smør blandingen på stolen, og pak det lidt ind i plastik.
Efter 5-6 timer er lakken opløst og blandingen skrabes/vaskes af.

Afvask til sidst med en tynd blanding af eddikesyre og vand, for at neutralisere sodaen.

Lad stolen tørre.
Slib den og giv den en afsluttende behandling. Her får den lak (3 gange):

Benene kunne måske blive kønnere, men sædet – det er flot.

Undervejs: Benene blev lidt løse efter behandlingen med soda, så de blev taget af og limet på igen. Desværre bankede jeg bare alle ben i bund, men så var benene ikke lige lange. Benene blev så banket ud igen, men al den banken fik sædet til at gå op i limningen, så det måtte lige limes sammen igen. Ved næste samling af benene var jeg noget mere omhyggelig med at få benene lige lange.

Det var Niels- Oles beretning. Jeg håber at du er blevet inspireret til at selv gå i gang.
Det er bedst at gøre om foråret eller sommeren hvor man kan stå udendørs. Så risikerer man ikke så let at ende med at fjerne lakken af både taburet og gulv.

Hvis det virker for bøvlet, så er du velkommen til at kontakte mig, og høre om det ikke er noget, jeg skal gøre for dig.

6 tanker om “Væk med den gamle lak”

  1. Kære Niels. Jeg har købt 4 folkestole i bøg, men de er lakeret og meget gullige i træet. Jeg gad godt have lakken af og måske sæbebehandle bøgetræet i stedet, og håbe på en en lysere/mindre gullig nuance. Har du nogen ideer til hvordan det er bedst? Og mest skånsomt ift. at undgå, at benene bliver løse osv.
    Mange hilsner Andrea

    1. Hej Andrea
      Først undskyld for det sene svar. Jeg har haft for travlt i værkstedet til at passe bloggen ordentligt,
      Men jeg kender ikke nogen nemme genveje til dit problem. Hvis du skal have lakken af, så er det et hestearbejde at slibe den af, med alle de hjørner og kroge der er på sådan en pindestol. Selv tror jeg at jeg ville skille den ad, ved at banke pindende ud af hullerne og så slibe dem. Derefter lime dem sammen igen, og sæbebehandle dem.
      Eller overveje at tage den nemme løsning at male stolene.

    2. Hej Andrea
      Jeg ejer selv nogle folkestole i bøg og leger også med tanken om at fjerne lakken og sæbebehandle dem i stedet. Gjorde du dig nogle erfaringer med dine, du vil dele?
      Mvh.
      Cecilie

  2. Hej,
    Jeg vil gerne høre, hvordan blandingsforholdene mellem Kausisk Soda og tapetklister skal være?

    På forhånd tak,
    Mathilde

  3. Hej, jeg har den fineste Teak kommode som jeg er rigtig glad for. Desværre er jeg flyttet ind i en lejlighed med meget lyse gulve og nogle lyse møbler så kommode stjæler meget opmærksomhed. Det skyldes egentlig at dens lak har givet kommoden et meget guligt/orange udtryk selvom man godt kan være heldig at teak har en mere støvet brun farve. Det er ikke mig der har lakeret den men jeg ville høre om det er muligt at slibe lakken af så den bare får en flot rå træ farve eller give den en anden gang lak som forhåbentlig reagerer anerledes og giver den et mere støvet look.

    1. Hej Gertrud.
      Tak for kommentaren. jeg vil svare dig pr mail.
      Men ellers er den bedste måde at behandle din kommode at slibe den, som du skriver, og ikke fjerne lak med ludbehandling, som det er gjort i artiklen.
      Man skal bare huske at træet ikke er massivt teak, men kun et tyndt lag finer uden på noget andet træ, så det er bare med at passe på ikke at slibe igennem.
      Bagefter skal træet så have noget teak olie, som netop giver den der farve du taler om.

      vh
      Niels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.