Tag-arkiv: afkalkning

Planlagt(?) forældelse i kaffeautomaten

Om hvordan du selv kan sørge for at forlænge livet for din kaffeautomat med indbygget kværn, som laver alt fra espresso til Cappuccino til dig.

Først vil jeg lige gøre klart, at hvis man gør noget, som man i denne artikel får indtryk af skulle hjælpe på noget, så gør man det på eget ansvar. Og jeg har hverken interesser i at skade eller styrke kaffemaskinefabrikanter.
Bare for at gøre det klart.

Så lige lidt om hvordan sådan en maskine burde virke.

Så noget om hvordan fabrikanten vil have at du afkalker den.

Og endelig noget om hvordan det betyder, at den går i stykker LIGE når garantien er udløbet.

Og så får du hjælp til at komme miseren i forkøbet.
Desværre er der ikke mange billeder i artiklen. Brug fantasien 🙂

Hvordan en kaffemaskine virker

Vi snakker om de meget udbredte automatiske maskiner fra f.eks. DeLonghi (ESAM og ECAM serierne), Siemens EQ serierne, og andre. Melitta, Philips m. fl.
De kværner bønnerne og brygger den slags kaffe til dig, som du vælger.

Fra vand til kaffe

1 Der er en vandtank, som du sørger for at hælde vand i, når maskinen siger at du skal. I vandtanken sidder der måske også et filter, som fabrikanten mener renser vandet. Måske for kalk, måske for større partikler. Det har jeg ingen mening om. Imidlertid er det en god ide at HUSKE at fjerne filteret inden man hælder kalkfjerner i tanken. Min erfaring er, at filteret og maskinen måske kan tage skade, hvis ikke man gør.

2 I bunden af tanken løber vandet gennem en slange ind i en flow- måler som måler hvor meget vand der løber igennem. Derfra ind i en pumpe, som pumper vandet videre.

3 Herfra presses vandet igennem varmelegemet, som er en elektrisk dims som varmer vandet meget hurtigt op til ca. 93 grader, som regnes for den ideelle temperatur til kaffebrygning.

4 Efter at vandet kommer ud af vandvarmeren, er der forskellige muligheder for at bruge det:
A til tevand, som kommer ud af en studs ved siden af kaffeudløbet
– eller
B til damp, når mælken til din cappuccino skal skummes op, og så kommer det ud af en anden slags studs som du putter ned i mælkekanden eller lignende. (Inden den skummer mælken op, så er vandvarmeren lige blevet varmet op til ca 120C, så vandet bliver til damp. )
– eller
C til at brygge kaffe af. Her bliver vandet ledt igennem en ventil eller slags fordeler, og derefter hen til “bryggeenheden” som er en anordning som indeholder de malede kaffebønner. De bliver presset sammen i et lille kammer, hvorefter vandet under ret højt tryk bliver presset igennem dem, og bliver forvandlet til kaffe. Den løber ud af udløbet og ned i din kop. På vejen passerer kaffen lige igennem en “Cremaventil”, som pisker lidt til kaffemolekylerne, så nogle af dem lægger sig som noget lækkert “Cremaskum” på toppen, som dermed bliver til en “Cafe Creme”!.

Om det bliver A, B eller C afgøres af hvad du indstiller maskinen til. Alt efter model.

Men Kalken!!

I Danmark er der en del kalk i vandet, og det er irriterende for kaffeelskere. Dels ødelægger det noget af syrligheden i kaffesmagen, og dels så gør det, at sådan en maskine den kalker til!

Hårdt vand??!

Det kalder man også at vandet er hårdt, og Google siger at
“Vandets hårdhed måles i °dH (Deutsche Härte). Middelhårdt vand defineres som 8-12 °dH, temmelig hårdt som 12-18 °dH. Hårdt som 18-24 °dH og meget hårdt som 24-30 °dH”.
Nå, men det behøver du ikke lære udenad. Det er dog en god ide at fortælle kaffemaskinen hvor hårdt det er. I brugsanvisningen står der hvordan du fortæller den det.
Og du kan finde ud af vandets hårdhed via din kommunes hjemmeside.

Kalk i varmelegemet

Når man varmer vand op, især hvis det går hurtigt, så synes kalkmolekylerne ikke det er særlig rart, og i stedet for at svømme pænt rundt i vandet, så får de lyst til at klumpe sig sammen i krystaller som sætter sig på fladerne, der varmer vandet op. Det ser du også i din elkedel som jo bliver lysegullig og lodden (kalk) i bunden.
Det vil sige at der kommer en belægning inde i rørene i varmelegemet, og hvis ikke man ser at få dem fjernet, så holder der snart op med at kunne komme vand igennem.

Kalk i kaffekredsløbet

Selv om man skulle tro, at AL kalken havde sat sig indvendigt i varmelegemet, så er der faktisk stadig nogle meget utilfredse kalkmolekyler som løber med videre. Og de har det med at sætte sig på overflader som driller vandet lidt længere fremme. Det sker ofte i de ventiler eller fordelere som vandet skal igennem inden det løber gennem bryggeenheden.

Afkalkning

Når kaffemaskinen har talt sig frem til, at der er løbet så meget vand igennem varmelegemet, at det nok er ved at være kalket til, så skriver den til dig (eller en lampe lyser eller lign.) at det er tid til at afkalke.

Hvordan maskinen gerne vil have at du gør:

Arj, det var jo noget sludder. Maskinen “vil” jo ikke noget. Den gør kun det som producenten har indprogrammeret i den.

Inden vi går i gang vil jeg lige gentage, at det er en god ide at HUSKE at fjerne filteret inden man hælder kalkfjerner i tanken. Min erfaring er, at filteret og maskinen måske kan tage skade, hvis ikke man gør.

Nå, men hvis du kører det afkalkningsprogram, som maskinen har indbygget, så sker der, i de fleste maskiner, dette:
1 Du skal opløse noget helt specielt Siemens eller DeLonghi afkalker i noget vand i vandbeholderen, og starte afkalkningen. Selv bruger jeg almindelig MinusKalk i en plastflaske nede fra supermarkedet, men det er for egen regning. Afkalker er en slags ret barsk syre, som opløser kalk, og som man ikke skal hverken lege med eller få i øjnene.
2 Maskinen pumper noget af det ind i varmelegemet, og holder en lille pause.
3 Maskinen åbner for tevands- udløbet og lader afkalkeren løbe ned i en beholder du har sat der, og så løber der noget mere afkalker ind i varmelegemet.
4 Den gentager processen indtil dens program regner med at der ikke er mere kalk tilbage i varmelegemet.
5 Så får du besked på at skylle vandbeholderen og fylde koldt rent vand i.
6 Det gør du og maskinen skyller sig igennem med vandet og er derefter ren! (Siger den)

Hvorfor det ikke er nok!

Kan du huske at jeg fortalte om det kalk som sætter sig på vej ud til kaffebryggeren?
Nej, men det gjorde jeg altså: Der sætter sig en lille smule i de ventiler og fordelere der leder vandet videre. Ikke så meget, men nok til at give problemer når du har brugt maskinen et stykke tid. f.eks. ca. 2 år (Garantiperioden) og et par uger.
Så bliver problemet, at der ikke kommer så meget kaffe i koppen længere. Men til gengæld mere vand nede i drypbakken. Og det problem bliver kun værre med tiden, og det hjælper ikke at køre afkalkningsprogrammet, (For det leder jo kun afkalkeren gennem varmelegemet).

Hvad du skal gøre i stedet for:

Du skal sørge for at kaffedelen af maskinen også bliver afkalket, og det gør du ved at
1 Gemme det afkalker der er kommet ud efter den almindelige afkalkning, og lade det køle lidt af.
2 Så hælder du det i vandbeholderen og
2a Hvis der er en “Skylle knap” (en rund pil med tre dråber indeni), som der er på mange DeLonghi maskiner, så trykker du på den.
2b hvis det er en Siemens eller en af de andre, så er man måske nødt til at snyde den lidt: Indstil den til at lave kaffe af malet kaffe fra pulverskuffen, og så lader du bare være med at hælde malet kaffe i pulverskuffen. Lav en kop kaffe (altså opvarmet afkalker, forstår du nok).

Det får maskinen til at opvarme den brugte afkalker (Som der stadig er en masse god syre i) og skylle den igennem de ventiler og fordelere som jeg nævnte før. Så bliver den lille smule kalk fjernet, som jeg også fortalte om. Det gør du et par gange med en pause imellem, hvor afkalkeren kan virke.
Hvis det er en Siemens indbygningsmaskine, så kan du risikere at den ikke lader sig snyde til at lave kaffe med tom pulverskuffe. I det tilfælde kan du jo ofre de kaffebønner som den vil have, eller du kunne putte noget andet, f.eks. perler til juniors perleplade i pulverskuffen. De kan også genbruges til at snyde pulverskuffen med mange gange.

Og afkalkeren kan stadig genbruges

Når du har gjort det, og altså er helt færdig med at afkalke maskinen, så genbruger du lige afkalkeren til at fjerne kalk i bunden af elkedlen eller ude på badeværelset. Der er nok stadig afkalkningsvitaminer i den.

Og hvad gør du så når der næsten ikke kommer noget kaffe i koppen længere?
Du tænker:

Det kan da ikke passe at sådan en dyr maskine kun kan holde i 2 år, og lidt. Jeg går ned til der hvor jeg har købt den. Med blandede resultater. Mange siger, at de får at vide, at de skal sende den til et værksted i Sverige, og der skal de betale en del for at få stillet en diagnose. Og en del oplever at ekspedienten tilbyder dem en god pris på en ny maskine, og så er fristelsen jo stor til at sige Årh hvad faen, vi køber sgu en ny!

Men i stedet;

Hvis der stadig kommer enkelte dråber ud, når du forsøger at lave kaffe, så kan du give den en omgang som beskrevet ovenfor, og dermed bane vej for at få al kalken fjernet.

Hvis ikke der kommer noget ud, er det nødvendigt at skille maskinen ad og reparere. Det kan jeg gøre for dig, eller måske instruere dig i, hvordan du selv kan gøre det.
Skriv til mig gennem kontaktfeltet eller send en SMS.