Sådan en søndags formiddag, hvor man sidder og hyggesurfer lidt, så kan det ske, at man lige pludselig opdager, at en af tasterne ikke virker, eller at man synes at tasterne på computeren ser ret så fedtede ud i kanten (Hvilket er helt naturligt, da huden udskiller fedt, som efterhånden afsættes på tasterne).
Og inden man får set sig om, så er man gået i gang med at pille dem af . . . STOP!!
Tag et billede af tastaturet med alle tasterne på. Det er en stor hjælp når du skal sætte dem på igen bagefter
Men når det er gjort, så piller du dem bare af, allesammen:
Det der blå vrikke- værktøj er et som jeg fik med i et iPhone reparations sæt, men det er også fint til at stikke ind under tasterne og vrikke dem af med. Du kan også bruge en lille skruetrækker eller en teske eller lignende.
Sådan nogle taster er for det meste designet til at tage af. Man vrikker, og så kommer der et lille klik, og tasten er løs.
Når alle tasterne er kommet af, så er det en god ide at lægge dem i blød i noget sæbevand,
– imens man lige gør hovedrent nede under tastaturet.
Her er det en god ide at støvsuge, hvilket du opdager når du ser hvad der ligger under tasterne. Mere om det senere.
Men gå nu ikke i gang med at støvsuge før du har gjort dette:
Du trækker en sok ind over støvsugerrøret, og så
sætter en elastik omkring den, så den ikke forsvinder ind i maven på sugeren. Så er tiden kommet til at
starte støvsugeren. Det får sokkens tå til at svuppe ind i røret. Og luften bliver så suget igennem sokken. Det er smart, for hvis nu noget kommer til at gå løs fra tastaturet (nogle af de der små plastikdimser som stadig sidder fast), så bliver de fanget inde i sokken, og så kan du nemt få fat i dem igen. Så undgår du at skulle til at grave dig gennem støvsugerposens indhold, som dette her:
Det billede er fra en gang, hvor jeg ikke havde fundet på det trick med sokken, og hvor det endte med at jeg måtte slagte den fyldte støvsugerpose ude på terrassen. Det var ikke sjovt.
Nå men det sker ikke for dig, med sokken på.
Når så du er færdig med at støvsuge, så tager du sokken af, og krænger den ud: og ser hvilket læs skidt og møg du har befriet pluteren for:
Det skynder du dig så at suge ind i støvsugeren UDEN sokken på.
Problem løst.
Nu er det tasternes tur:
Dem vasker du ude i køkkenvasken, drypper af:
Og så går arbejdet med at sætte dem på plads i gang. Det er lidt ligesom at lægge puslespil, og nu bliver du glad for at du startede med at tage et billede af dit tastatur, inden du begyndte at tage knapperne af.
Billedet er ligesom at have låget til puslespillet. Lidt snyd, men MEGET nemmere. Og på billedet her over kan du se, at jeg endda var kommet til at sætte tallene forkert på, fordi jeg havde glemt at den første taltast er ½ tasten. Af med dem igen.
Det skal siges at denne fremgangsmåde er god ret mange tastaturer.
Den duer nok ikke hvis tasterne sidder i hvert sit hul, som for eksempel i en Apple MacBook, hvor de sidder sådan:
Og der er også mange andre laptop PC-er, som har sådan nogle taster.
Men held og lykke med projektet. Hvis du ikke har mod på at gå i gang med det, så kan du jo bede Reparationsværkstedet om at gøre det, eller bare et godt råd. Skriv til mig på kontaktfeltet, som du finder her