“Legetøjsdoktor?
Hvad der det nu for noget? ”
Sagde Kirsten, og “BlaBla” sagde Doktoren. . .
“Jamen så skal du da ordne min ukrudtsbrænder, for den virker dårligt. Det er nummer to jeg har, og den forrige holdt også op med at virke efter noget tid, og det er da irriterende at skulle købe en ny hver gang.”
Den slags er jo drømmesnak i ørerne på Doktoren, Men. . .

Næste dag havde Kirsten denne her
med på arbejde, Og Doktoren fik den bakset ind i raketten. Så sagde Kirsten:
“Da jeg prøvede den i går så virkede den, men så prøvede jeg den igen, og så virkede den ikke.”
– Hmmm. Tænkte Doktoren. – Kender typen. . .
Doktoren tog den med hjem, så den kunne komme med i onsdagens konsultation.
Han fandt en person i sit netværk, som havde adgang til en gasflaske, og indretningen virkede i tre ud af tre forsøg. Hjemme igen tog Doktoren et analystisk overblik, og gik i gang fra en ende.
Doktoren tænkte at det er usandsynligt at der er noget i vejen med trykregulatoren. Det er en så standardiseret del, som nok sjældent går i stykker. Gassen fortsætter til
regulatorknappen og blandingskammeret. Det er de to huller ude til højre, hvor gassen bliver blandet med luft, og fortsætter videre ud i røret. “Det her skal undersøges”, sagde Doktoren.
Og ganske kort tid efter var skruenøglerne i sving. Af med slangen, og af med møtrikken i den anden ende. Her
kan vi se ned i røret mod blandingskammeret, og læg mærke til den lille sorte filipens i bunden af hullet. Det er ikke en filipens men et hul, som gassen skal fise ud af, inden den bliver blandet med luft, og antændt og brænder ukrudtet af. “Måske er der noget skidt i hullet” Sagde Doktoren, som, det må indrømmes, af og til taler med sig selv, men har fået det bedre med det, efter at have læst dette.
Men hullet er meget småt, og intet af hvad Doktoren havde var så småt og tyndt at det kunne komme ind i hullet. Ikke før Doktoren kom i tanke om

Lygten! Som de trofaste følgere husker at Doktoren fik til at lyse igen. Doktoren satte Lygten til at lyse gennem hullet, og det viste sig at
lysstrålen var tynd nok til at komme igennem hullet, som afslørede sig som ikke værende stoppet. I baggrunden af billedet ses Lygten, i et heldigt øjeblik, hvor den faktisk lyste. Doktoren havde nemlig lige sagt “Satans” da han ellers havde prøvet Lygten, for den havde genvundet noget af sin oprindelige modvilje mod at tænde hver gang, men det er en anden historie, som måske handler om at legetøj bliver dårligt og dovent af at ligge og ikke blive brugt. Lidt lige som mennesker, for resten. Om det så kan betale sig at arbejde eller ej. Nå nu ikke noget politik igen her!!

Nåmen hvad kunne det så være der var i stykker? Længere ude ad gassens vej støder den på
Tændedimsen, som ingen i hele verden forstår hvordan virker, men det er ligesom en af de der lightere som siger klik når man trykker på den, og så kommer der en gnist. Det hedder noget med Piezoelektricitet, og selv om der står en hel masse i Wikipedia om det, så er det altså, at der inde i en klump af noget er en hel masse små lyn, som kommer ud når man knipser på den. Et ad gangen.
Doktoren skilte den ad,
og afprøvede om der var flere lyn tilbage i den:

“Men lyn er jo i virkelighed elektricitet” sagde Doktoren, “Og det skal jo have et sted at løbe hen, ellers sker der ikke noget”. Og det sted det skal løbe hen i ukrudtsbrænderen, det er ned i bunden af det hul som den hvide dims på tænderen stikker ned i:
Svært at se, men i bunden af hullet ser det faktisk lidt sort ud. “Det ser sort ud,” tænkte Doktoren (han BEHØVER ikke at lyde klog hele tiden, og har ikke glemt at tænke stille ved sig selv).
Så han fandt en arvegenstand fra hans LegetøjsDoktor-Mor, som var TandDoktor, som er en anden slags LegetøjsDoktor, og som have alle mulige spændende dimser f. eks:
sådan en som hedder en sonde og ser sådan ud i enden
og kan bruges til at skrabe noget sort noget rent med, hvis der er noget blankt noget nede under, hvilket der viste sig at være i bunden af hullet
efter at Doktoren havde skrabet det sorte af med den dygtige sondespids. Av, pas på ikke at kigge for længe på det der billede for det er solen der skinner i øjnene, og det kan godt være farligt!!
Så samlede doktoren gasbrænderen igen.

Her slutter beretningen så, med at Doktoren ikke orkede at ræse helt ud til gasflasken igen, men med god samvittighed tænkte, at det kan være, at den så kan holde et stykke tid endnu, hvis det altså VAR det sorte i bunden af hullet som havde gjort det umuligt for de små lyn at finde et sted at slå ned.

Kirsten må så få den tilbage i morgen, og selv se om hun kan komme til at plage de små stakkels uskyldige vækster ude i indkørslen.

Jeg er godt klar over at det er en underlig slutning, sådan ikke af høre om det hjalp, men jeg vil gerne her, på egne og Doktorens vegne LOVE at komme tilbage og fortælle om Kirsten kan mærke en forandring på ukrudtsbrænderen eller ej. Snart. I næste uge.

Hav det dejligt så længe, og hav en rigtig god reparationsweekend.