Samme dag som artiklen om Reparationsværkstedet
havde været i lokalavisen, ringede Lis og spurgte, om jeg kunne ordne hendes manglebræt.
“Jeg kommer og kigger”, sagde jeg. Og det gjorde jeg.
Det endte med, at jeg kom hjem med denne her
sag, som er et energivenligt, gammeldags strygejern, som man i gamle dage brugte til at gøre stoffet glat med.
MEN når man vendte det om,
viste det sig, at der var en masse huller i det, især i to af hjørnerne.
Ormehullerne som mange kalder dem, skyldes i virkeligheden borebillens larver.
Det var noget, der plagede træværk i møbler og huse i de gode gamle dage, da man ikke var plaget af moderne ting som centralvarme og tætte tage og huse.
dengang var hverdagen fugtig og klam, også indendørs, og derfor kunne husmoderen pludselig opdage, at hendes manglebræt var fuld af huller. I vore dage kan det fænomen også ses nede i din fugtige kælder, hvor du kan komme ud for at dit træ eller de gamle træhåndtag på bedstefars stemmejern pludselig er fulde af huller.
Nå, men nok sludder. Jeg havde lovet Lis at gøre noget ved det, så jeg talte med min svoger Peter som er ekspert i mange ting, herunder gamle manglebrætter fra 1789.
Peter sagde at den slags er meget almindelige, og at man jo kunne lave en vis restaurering af det ved at fjerne de mest angrebne områder og sætte et stykke frisk træ ind i stedet for. Det hedder at luse ud.
Bekæmpelse af borebiller
Inden jeg gik i gang med det, bekæmpede jeg evt resterende æg, larver og biller ved at lægge brættet i fryseren direkte fra stuetemperatur. Det stod i denne artikel.
Udlusning
Det er lidt indviklet at skulle fortælle om hvordan jeg fjernede de områder der var ødelagt af borebillerne, så her er lige nogle billeder der kan fortælle historien: 
her ser du at jeg har fræset et skråt spor i træet. Det foregik efter kanten af en plade som jeg havde spændt på. Så fandt jeg et stykke bøgetræ, og tildannede: 
Det gjorde jeg i begge hjørner, og så limede jeg dem fast: 
Og da de var tørre, tildannede jeg hjørnerne 
Nu så det sådan ud: 
Og jeg syntes at de der nye hjørner så lige lovligt anderledes ud, så jeg 
blandede noget akrylmaling i en farve, som ikke var alt for underlig. Det er meget svært at lave lige nøjagtigt den rigtige farve, især når man, som jeg, ikke har alle grundfarverne at blande af. Men den farve var bedre end ingenting, tænkte jeg, og det endte da også med at blive et OK resultat, synes jeg: 
Lis var i hvert fald super glad, og det er faktisk det vigtigste for mig.