Louise havde hørt at Doktoren kunne lave hestetrailer, så derfor måtte Han da også kunne ordne den gamle
som er en super avanceret symaskine fra 1951. Men remmen
var der ikke meget ved. Remmen sidder mellem motoren som er til højre på billedet, og resten af maskinen, som hjulet til venstre får til at rotere. Det kræver dog at remmen ikke er så gammel og mør som den vi kan ser herover. Det er en kilerem, som betyder at de to hjul, som den forbinder, de har sådan en profil:
Og remmen er også kileformet så den passer ned i rillen:
Ideen er at remmen kiler sig fast i rillen, og derfor kan hjulet ikke komme til at suse rundt uden at remmen følger med. Men med tiden bliver remme, som så meget andet, slappe og revnede, og slidte, således også med denne.
Der skulle altså en ny rem til, og Doktoren skrev til Husqvarna fabrikken i Sverige, om ikke de  kunne hjælpe, og de har da også en ny rem, men:
“Vi skickar endast till svenska adresser.
Mvh.
//Henrik”

“Broderfolk”, Ha!
Men så kom Doktoren i tanke om at Han havde den der gamle rem fra vaskemaskinen liggende.
Den havde dog en noget anderledes profil, og bredde også. Men Doktoren tænkte at inden han satte himmel og jord og svensk- danskere i bevægelse for at skaffe en ny kilerem, (Og Husqvarna ville skulle have flere hundrede kroner for sådan en!), ja, så ville Doktoren selv forsøge sig ud i den ædle kileremskonstruktionskunst.
Han snittede et stykke af en passende bredde (Troede han)
og skar enderne meget skråt af
og limede dem fint sammen, og fik sådan set også en fin rem, men den var for smal. Den kunne ikke kile sig fast i kileremshjulene, så den hang bare der og var hjælpeløs mens motoren kørte rundt.
Ikke mere om den, og så var den søndag også forbi.

Da det blev onsdag havde Doktoren besluttet at give det en chance mere, så Han konstruerede en
remskærer ud af en gammel pind, Han havde liggende og så resten af knivsbladet fra sin hobbykniv. Det er her:
skæringen sker, ved at Doktoren haler den brede rem igennem, som det kan ses her:

Og så indstillede han sin remskærer til den rette bredde, og vendte remmen om og skar af den anden side, her:

Som det ses, så smuttede den lidt til sidst, men ved at eftersnitte de værste bumper og knaster med sin hobbykniv og en skråt- høvlet lineal, lavet ud af et stykke teaktræ, som tidligere har været en del af stuegulvet, sådan
Så lykkedes det at få et stykke rem, som passede i bredden, og som han snittede skråt og limede sammen med sekundlim. Denne interessante proces gik så hurtigt at det ikke lykkedes at optage fotodokumentation, hvorfor I bliver nødt til at tro Doktoren på Hans ord, og nøjes med at beundre resultatet her:
Som dog også omfatter en ekstra forstærkning lavet ud af et stykke af et bagdæk fra DoktorRaketten, som er kevlarforstærket, men som desværre viste sig ikke at ville lade sig fastholde af sekundlimen. Det lod den skrå samling sig imidlertid, hvilket man kan se på denne lille filmsstribe:

her kan man også lægge mærke til at den ovenfor nævnte lap fra bagdækket allerede på dette tidlige tidspunkt er begyndt at løsne sig, og altså kort efter blev bortfjernet.
Nej, men vi er som sædvanligt gået for hurtigt frem, for inden vi kom til et så fremskredent tidspunkt, så opdagede Doktoren at den stakkels symaskine led af adskillige andre diagnoser.
Først viste det sig at undertråden var for slap. Derfor foretog Han en behandling gående ud på at stramme skruen
(Den store) så meget at spolehuset, som det hedder, kan
akkurat blive hængende i undertråden, når den altså er blevet ført på den korrekte måde ind under den fjeder som skruen holder.

Det er for resten en viden som Doktoren samlede op under sine lærerseminariestudier i faget håndarbejde i Ribe i 1978, som i øvrigt endte med et 5tal, hvilket var noget man kunne få til eksamen dengang, og som betød at man var fundet uværdig til at bestå.
Det ligger fjernt for Doktoren at beklage sig, og han er da også kommet videre siden da, men alligevel!!

Efter det viste det sig at maskinen stadig ikke kunne sy, idet overtråden ikke blev fanget af den lille spidse javert som ellers skulle fange den og føre den rundt om spolehuset med undertråden i. Der findes ingen billeder af dette, men Doktoren opdagede at der i bunden af det indre af maskinen lå en lille mellemlægsskive som må være blevet tabt af en uforsigtig LegetøjsKvaksalver ved en tidligere lejlighed. Han skilte griberotormekanismen ad, og fik skiven på plads, og vips var den lægesjusk udbedret. Nu skulle der sys!
MEN:
så viste det sig at der var knas med overtrådsstrammeren her.
Alle I symaskinekyndige læsere ved jo, at denne her sørger for at klemme lige tilpas på overtråden når man syr, men når så man løfter trykfoden, så skal strammeren holde op med at stramme, så man let og ubesværet kan trække tråden igennem. Det kunne man ikke, og derfor adskilte Doktoren mekanikken, og opdagede at den nævnte LegetøjsKvaksalver åbenbart i tidligere tider havde lavet ulykker igen, idet
der manglede en pind i den rille som man ser på den fjerner del af apparatet her.
Efter lidt målen og regnen gik Doktoren på jagt efter en 3 mm pind på 24,3 mm’s længde. Den fandt han lige i enden af en af Doktorfruens (Det Kære Væsen’s) aflagte skærmstivere fra den der cykel som hun havde en gang, og hvis skærme gik i stykker så Doktoren udskiftede dem, dog ikke mere end at han gemte stiverne, med det resultat at han havde råstoffet til at lave
pinden, og satte den på plads i
mekanikken. Han samlede maskinen igen, og kunne optage denne let rystede video:

og endelig kunne doktoren så sætte sig til at sy en længere søm,

og jeg skal hilse fra Doktoren og sige at det var ikke let at gøre sig klar til at ringe til Louise og fortælle at maskinen var klar igen, for den er et pragtstykke af ingeniørkunst. fra 1951, og der medfulgte tre forskellige knasthjul som satte datidens syersker i stand til at lave 13 forskellige pyntesømme, havde reduktionsgear og automatisk frakobling af hovedværket ved spoling. Doktoren vil savne den, når den er afleveret på tirsdag.
Doktoren opfordrer alle som støder på sådan en maskine til at sørge for at den bevares, og hvis der skulle være noget i vejen med den, så er Doktoren altid klar.

Vi takker atter en gang for jeres engleagtige læsertålmodighed, og forsikrer om at selv om denne post var irriterende detaljeret, så er det ikke noget imod hvad den ville have været hvis ikke Vi havde redigeret det mest detaljerede fra, og dog siger Vi:
– Det er skønt at gøre det selv.