Hold da op hvor er det længe siden. Det er længe siden jeg har skrevet her på bloggen, og det er der flere årsager til.
For det første skete der det at mit gamle trofaste Lumix kamera begyndte at tage sådan nogle billeder her:
og
Og selv om man kan se at de forestiller svigerfars nedløbsrør og åbningstiderne for Marstal Søfartsmuseum, så er det noget andet der er interessant, eller rettere irriterende.
Sagen var nemlig at det gode gamle Lumix kamera var begyndt at tage billeder af en væmmelig uklar klat som en del af alle de billeder det tog.
Heldigvis ligger der et lokalt reparationsværksted i nærheden, som straks kiggede på kameraet. Men til trods for at der blev gjort en ihærdig indsats, så endte det med at jeg ikke længere havde et kamera, men en grim brevpresser.
Det var lidt demotiverende i forhold til at lave illustrerede blogindlæg, især fordi mit gamle backupkamera var begyndt at tage sådan nogle billeder her:
nogle gange. Men andre gange kunne det godt tage sådan noget her:
som er en detalje af adskillelsen af kameraet.
Lang historie kort: Grim brevpresser, ingen kamera.
For det andet havde det også den sideeffekt, at det gik op for mig, at det går meget hurtigere med reparationerne, når jeg ikke skal stå og fumle med kamera og films og lys og alt det, så jeg fik faktisk en del fra hånden.
Som for eksempel:
Dorits lampeskærm som jeg fik loddet sammen,
En børnehaves flækkede høje stol jeg fik flikket sammen,
Nevøens datters iPhone, og så videre.
Havde alt for travlt til at dokumentere og skrive. Selv om jeg da havde været ude at investere i et nyt Lumix. Fedt kamera.
Og det har jeg så brug til at tage billeder af aftenens tema, som endelig kommer her:
Magisk genoplivning af Rørforstærker
For her til eftermiddag fik jeg besøg af Emma, som havde sin
meget moderne forstærker med, som hun sagde ikke ville noget som helst. Der var vistnok noget med at hun på et tidspunkt var kommet til at pille lidt ved
en knap på bagsiden, som også kan se sådan ud:
– i hvilken tilstand det er en dårlig ide at tilslutte apparatet, med minder man befinder sig i USA eller et andet afsindigt land, hvor de har en ide om at 110 volt i stikkontakterne er bedre end de 220, som er det eneste rigtige. I hvert fald her i Europa, og de fleste andre steder.
Men eftersom Emma var så hudløst ærlig omkring at hun havde pillet, så slog det mig at det måske var en sikring der var røget. og efter at jeg havde skruet alle de blanke skruer ud, som viste sig bare at være pynteskruer, og skruet nogle andre skruer ud, så jeg kunne kigge ind i apparatet, og finde ud af at jeg ikke kunne finde sikringen, hvorefter det gik op for mig at den sad lige under dette lille skilt:
lige under strømindtaget, og skiltet lod sig vippe af, og åbenbarede den knaldede sikring:
og senere viste det sig at der faktisk var en ekstra
sikring gemt i selve låget til sikringsholderen.
Der var ikke et øje tørt, og snart kunne den både tænde og lyse og alt muligt igen:
Se selv hvor fint den blå lampe lyser og de tre glasdimser ude til højre som hedder rør (noget gammeldags noget som enkelte mennesker mener giver en bedre lyd i en forstærker end det moderne som hedder transistor) selv om de ikke ligner rør, men nogle overpyntede underlige gammeldagse elpærer.
Nå, men det var dejligt at opleve at producenten dels havde sat en sikring i, og dels havde lagt en ekstra med. Måske er Emma ikke den første der har pillet ved spændingsindstillingen.
Men det gør hun ikke mere. Nu har jeg nemlig sat et stykke tape over, så det ikke sker så nemt.
Endnu et eksempel på at reparationer for det meste ikke er så svært. Nogen gange skal man ikke blive ked af det hvis det ikke lykkes. For eksempel med et kamera. Det er for det meste ret bøvlet at reparere.
Alt for denne gang. Tak fordi du magtede at kæmpe dig igennem alt mit sludder.
Jeg vender tilbage en dag, med nyt fra Reparationsværkstedet, som måske er på vej ind på det kommunale institutionsmarked.