Indledning

Altså, det her er en lidt underlig historie.
Den handler om at reparere noget inden man reparerer det, og uden at vide om det er repareret, og heller ikke kunne se hvad det er man laver.
Men for den utålmodige er der her et billede af det færdige resultat:

Reparationsværkstedets prispolitik er jo, at jeg ikke tager noget for at kigge på en ting og beslutte om det er noget jeg kan og vil reparere.
Hvis jeg siger ja til at reparere det, så kan kunden og jeg snakke om hvad det skal koste, evt sætte en max pris. Det skal nemlig være sådan at det ALTID kan betale sig at reparere en ting. For kunden.
Nå, men den eneste måde jeg kunne finde ud af, om jeg kunne reparere den her, var ved at prøve at gøre det.

Og for at det ikke skulle være løgn, så var der ikke nogen måde jeg kunne finde ud af om den virkede, på-
I hvert fald ikke uden at skulle sætte mig ind i hvordan man laver elektronisk computermusik, og også installere tonsvis af programmer på min PC.
Men det vidste jeg ikke fra starten. Der troede jeg at jeg bare kunne sætte den til PC-en så ville det vise sig om den virkede.

Og endelig så prøvede jeg først på en helt vild måde at reparere den, som jeg måtte bakke ud af igen.

Så denne her blogpost kan måske godt føles lidt lang og nørdet for nogen af jer. Men lad os komme i gang.

Michael kom med en
, og det er en ting som ikke er et børnekeyboard, men en professionel, input- enhed til en computer, som hans søn brugte til at komponere elektronisk musik på. Men det var han holdt op med fordi det lille mikro- USB stik

var faldet af printkortet:
Og det er ikke verdens bedste billeder.

Der skal være forbindelse mellem de 5 bittesmå metalflapper til venstre på stikket (som man kan skimte på billedet af stikket), og så de 5 hvide felter på det andet billede. Og selv om det ser stort ud på billederne, så er det bare et synsbedrag, idet vi snakker om en skala på ca 8 mm imellem de to sorte huller.
Og for at det ikke skal være løgn, så er (og nu bliver det lidt indforstået!) printbanerne til de to midterste terminaler revet fri af printkortet, og revet over og stritter op i luften.
Som det skimtes her:

Heldigvis byder julen jo på øjeblikke som er passende til at udøve lidt indadvendt refleksion, og dem brugte jeg på at overveje forskellige muligheder.
Jeg landede på at forsøge at bruge den lille magiske flaske med ledende lak til reparation af printplader, som jeg har:

Og da familien havde vinket farvel 2. juledag, gjorde jeg et forsøg, idet jeg loddede stikket fast til printpladen, så det sad helt fast, og så malede jeg med den ledende sølvmaling forbindelser fra de små flapper, og hen til hvor der skulle være forbindelse til printpladen:
Og selv om det er et lidt uskarpt billede, så er indtrykket af, at det er noget pløre, rigtigt nok.
Det var svært at male så tynde streger som det krævedes, selv om jeg brugte den fineste mårhårspensel som min tid som akvarelmaler havde budt på, så jeg forsøgte at skrabe banerne fri:
Og det var stadig noget rod. Det virkede lidt, og kun i et kort stykke tid, så jeg foretog et tilbagetog, og besluttede en mere drastisk løsning:
Loddede stikket af igen, og så var der kun resterne af sølvmalingen tilbage, men ikke længe, så viste det sig at det lod sig opløse af cellulosefortynder, hvilket er noget værre giftigt opløsningsmiddel, som man kun må bruge under god udluftning (under emhætten), hvis man ikke ønsker at blive dummere end man er i forvejen.
Nå, men den nye løsning var at droppe stikket, og så lodde en ledning fast direkte på printpladen.

Ledningen går ind igennem det gamle hul til stikket:
Og i den anden ende har jeg, for at vise dig det, spredt de 4 ledninger som er inde i sådan en USB ledning:
Og her kan man se at de har forskellige farver.
Ved opslag på Internettet kan man finde ud af hvordan de skal forbindes til de 4 (5 i virkeligheden) steder på printpladen, og herunder kan du se hvor små de steder var som jeg skulle lodde de der ledninger fast på.
– eller rettere sagt, det kan du nok ikke se alligevel, for det er de der bittesmå, som knappenålsspidser prikker i det grønne, som jeg har tegnet pile på det samme billede til, for at vise hvor ledningerne skulle loddes på henne:

Og så er det at det gælder om at holde fingrene rolige og have en god lup, eller 
Legetøjsdoktorens gode gamle luppebriller, så han kan se ting der er meget små, med sine gamle øjne. De er hjemmelavede ud af noget fra et gammelt kamera han skilte ad for nogle år siden, som er klistret fast til at par billige læsebriller.

Nåmen tilbage til arbejdet. For ikke at risikere at komme til at rykke de små lodninger af ved at hive i ledningen, så tøjrede jeg den
med det RØDE kinesertråd, som er Ekstra stærkt, fordi det indeholder ekstra meget Neandertal DNA.
Og så var det med at komme i gang med
at få loddet de der krilli- millimetersmå ledninger på de endnu mindre terminaler.
Og her ser du spidsen af min lille pincet holde den først ledning klar til at loddekolben skulle komme.
Efter at have gentaget dette med stigende sværhedsgrad, så det sådan ud:
Men den hvide sad løst fast, fordi der var så lidt af kobberbanen tilbage (Og det skal du ikke være ked af at du ikke forstår helt i detaljen, for det er meget nørdet), så jeg besluttede at lodde den fast på den anden side af printpladen, sådan:
Og nu målte jeg lodningerne igennem, og fandt ud af at der var forbindelse, og så
gjorde jeg det lige pænt og tøjrede ledningen med en plastikstrip, så den kunne blive afleveret til musikeren til test, og det er faktisk der den befinder sig nu, hvor jeg venter på at høre om den virker igen. Så regner jeg med at kunne give besked på om jeg kan reparere den.

Håber at han beslutter sig til at få den repareret!

Så gik der lige en uges tid

Og Michael kom tilbage og sagde at den virkede, og at jeg gerne måtte reparere den.
Det betød at
var dukket op på mit skrivebord igen, og jeg skulle se at gøre reparationen permanent.
Det så jo sådan her ud:
indeni, og jeg kunne godt tænke mig at den varige løsning blev lidt mere robust overfor hvis nogen skulle finde på at rykke i ledningen.
Først ville jeg gerne undgå at ledningen var låst fast til at skulle ind ad det der hul, så Værkstedets seneste værktøjsanskaffelse
– et multi- mini- bore- slibesæt fra Aldi kom frem, og det viste sig at der var en mini- slibeskive, som så ud til at være velegnet til at ordne sagen, hvilket er dokumenteret i denne video:

og så var det på tide at finde
frem,
Sugru er noget smart gummi som føles som modellervoks, men som bliver til gummi efter et døgns tid, og som man kan forme som man vil. Indeni pakken
ligger det så, og noget af det fik lov at isolere de bare ledninger
Og resten blev brugt til at lave en lækker muffe omkring ledningen

og så var reparationen færdig:

og Reparationsværkstedet havde sat sit blå aftryk på endnu et stykke genoplivet teknik.
Det er faktisk en god følelse.

Og nu ved jeg at Reparationsværkstedet godt, med sindsro, kan sige ja til reparationer der har med mikrolodninger at gøre.

Og atter en gang tak for at du fulgte med så længe. . .