Underligt nok begyndte jeg at få våde tæer når jeg gik i mine FiveFingers som ellers skulle være temmelig vandtætte. En nærmere inspektion viste at der var opstået et gnavehul på ydersiden af 4. tå (Ringtåen), der hvor lilletåen gnaver op mod.
FiveFingers? Nåå det er jo de der tå- sko som ser åndssvage ud, så man kommer til at ligne en gorilla, men som er fede at gå i. Man kan se hvordan modellen ser ud HER.
Advarsel: Hvis man begynder på at gå i den slags, så risikerer man at blive afhængig, og det er svært at se en vej ud af det.
Desværre måtte jeg indse at jeg ikke er blevet helt vant til at blogge endnu, for jeg glemte at tage et “før” billede, hvilket ville have gjort denne blogpost til en dramatisk oplevelse ud over det sædvanlige. I stedet må I nøjes med et par “efter” billeder, og det første forestiller hvordan snegle og muldvarpe fremover vil kunne opdage at det er en lappet udgave der svæver hen over dem:
Den skarpe iagttager vil kunne se at der er noget der minder om en cykellap at se. Og ganske rigtigt, som det næste billede viser, så er der tale om at der er sat en cykellap på:
Og nu er det at der er læring at erfare: Almindelig cykellim egner sig til at lappe cykelslanger, men IKKE til at lappe FiveFingers materiale. Jeg ved ikke hvad for et materiale de er lavet af, bortset fra at det er et eller andet tekstil, men jeg ved at sekundlim binder på både det materiale OG cykellap (Desværre også på det der gennemsigtige plastik som lappen er født med). Den skarpøjede læser vil bemærke at plastikket stadig sidder på lappen, men det betyder ikke noget for legetøjsdoktoren, for det vigtigste er at det VIRKER.
Og det gør det.
Som han siger: “Godt nok er bedst”. Og det har han lært på universitetet, og så passer det.