Alle indlæg af Niels Monberg

Selfie-Ekko-boksen

Doktorens gode ven Morten F gjorde Ham opmærksom på et udækket behov, nemlig en afløser for den flere uger gamle, og derfor helt forældede “Selfie Stick”, som er en indretning der kan bruges til at tage den her slags billeder af den absolut mest interessante person i verden. Dig selv.
Derfor vil Doktoren, i kategorien “Sociale værktøjer”, nu lancere “Selfie Ekko Boksen”.
Den tilbyder en adgang til at kommunikere en meddelelse om hvor fortræffelig verden ville se ud hvis der ikke var andre end MIG tilstede.
Imidlertid er den ikke i sin nuværende form så praktisk at medbringe som Sticken, men her er en vejledning på hvordan du selv kan komme i gang, hjemme hos dig selv, eller hos en ven.
Først, find et spejl:01spejlet1
Her har vi fundet Doktorfruens interne klædeskabsspejl.

For at det skal kunne virke, så skal der være noget overfor spejlet, som man kan montere et andet spejl på:2Slpsestang
I dette tilfælde er det Doktorens slipsestang, som hænger i åben tilstand lige overfor Doktorfruespejlet, men det er svært at få et enkelt billede af.

Derefter, find et spejl mere. Gerne et som sidder løst fast, typisk på badeværelset:3spejlpåbad
Og når du så skal til at lave alt det følgende besværlige, så kan du godt lige tage og pudse de værste kalkskjolder af først:4pudsning
(Kunsten i baggrunden er for resten original- tussetegninger af helseguruen Chris McDonald, men det er lige meget. Det behøves ikke for Selfie boksen).
Nu er det så blevet tid til at lirke spejlet ud af sine holdere, idet man husker at det er lavet af glas, som er et skrøbeligt og farligt materiale, hvis man ikke kan styre sine bevægelser.
Når det er kommet ned, så klistrer man lige et par stykker gaffatape (vores bedste ven) bag på:5gaffa bagpå
så de stikker ud over kanten. Fjern slipsene og klistr spejlet op på slipsestangen, som det fremgår af det første billede som Doktoren tog i sin nye Ekkoboks:6seikameraet
Den skarpe iagttager vil lægge mærke til at Doktoren har en anden hjelm på end den som pryder ham på profilbilledet, men det skyldes at den originale hjelm afgik ved døden i forbindelse med et uheld i IC3 toget, hvor Doktorcyklen væltede med hjelmen hængende på styret, hvorved den flækkede uden på nogen måde at redde noget som helst. Hvilket førte til at Doktoren opgav det der med at bruge cykelhjelm. Han er her iført sin skihjelm, for at I skal kunne genkende ham på disse billeder.
Nåmen billedet viser sådan set ideen i ekkoboksen, nemlig at man får mange udgaver af sit skønne åsyn, for samme pris.
der skal eksperimenteres med hvor man skal holde kameraet (her ses det ude til venstre) samt positionen af spejlene. Endvidere betyder det noget hvor man kigger hen når billedet tages. Ovenfor kigger Doktoren ind i kameraet, som han kan se i spejlet.
Her:7seiøjnene
ser han sig selv i øjnene, og Her:8sebagpå
prøver han at følge med i hvad der sker bag på kameraet.
Hvad man bedst kan lide, er op til én selv.
Her er et eksempel på, hvordan man kan være heldig at få mange flere spejlinger med:9flerespejlinger
– men der er udtrykket måske ikke lige sagen.
Der skal arbejdes. . .

Når man har den gode Ekko- Selfie i kassen, er det tid at rydde op på en ressourcebevidst måde, gerne.
For eksempel er der jo ikke nogen grund til at kassere de to stykker Gaffatape. De kan sagtens bruges til noget andet en anden gang, og lader sig nemt rulle på rullen igen:8b genbrug
Og så rydder du pænt op, så det eneste du får fra DoktorMor, er anerkendelse for at have pudset spejlet.

Tak for din opmærksomhed, atter en gang, og så glæder jeg og Doktoren os til at se masser af Ekko- selfies på de sociale medier fremover.

Husk, det bliver den nye trend, så det gælder om at være først, og løbe med al opmærksomheden, og få Likes.