Alle indlæg af Niels Monberg

Sikring på Tørretumbler

Doktoren kom forleden tilbage fra en mindre tur til Asien, og besluttede derfor at veksle sin Doktordag, som jo normalvist er onsdag, til en fridag mandag, og . . . Nej nu bliver det indviklet, og det bare for at fortælle at Doktoren intet har helbredt i denne uge, men tænk:

Doktorens kollega fra Ellinge, han var så betænksom at forsyne Doktoren med en lille og nem løsning på et problem som du nok en dag får. Måske. Men så er det ikke noget problem når du har læst dette:

I Legetøjsdoktorens ånd, så trådte DIY (Do It Yourself) manden fra Ellinge i aktion her til aften. Legetøjsdoktorens vens kone, som også er et kært væsen, havde i går aftes nævnt at tørretumbleren var gået i stykker og ikke længere afgav varme, og derfor ikke tørrede tøjet. Men med udsigten til at skulle ud og købe en ny tørretumbler så googlede Legetøjsdoktorens ven ”Tørretumbleren varmer ikke”, og første artikel omhandlede en tørretumbler der havde samme symptomer som denne.

Artiklen beskrev at de fleste tørretumblere har en overophedningssikring, som er gemt under et bagpanel. Og så var det frem med skruetrækkeren (husk at afbryde strømmen først),
(Og vi bringer lige et billede af det afskruvede og på maskinen liggende bagpanel. (Red.)):

bagpanel

 

og sørme om der ikke også sad sådan en sikring på denne maskine.

knap

Sikringen var en lille rød knap der skulle trykkes ind så det gav et ”klik”. Herefter blev maskinen samlet igen, og aftestet.

Og bingo – nu kunne maskinen tørre igen. Mange ville nok have smidt maskinen ud, eller tilkaldt en reparatør, men 10 – 15 minutters arbejde og et klik senere reddede denne maskine fra døden.

Og det har GæsteBloggeren fra Ellinge så sandelig ret i.

Vi takker igen for at Du læste med så langt.