Anettes forældre kom forbi og
stillede de her flotte maskiner på terrassen.
Det er Kitchenaid Artisan, som er berømte for at være robuste og driftsikre, og ikke billige.
Men indeni var der noget galt.
“Brændt sammen” havde Anette sagt, men nu vil vi se på sagen.
Jeg begyndte med den ene.
Men hvad gør man når man skal stille diagnose på sådan en svend?

Sætter den til, og ser hvad der sker.
Intet!.
Så er det nok noget med at motoren ikke får strøm. Hvor bliver strømmen af?

Jeg skilte den ad omme bagi, hvor ledningen går ind, og opdagede at den forsvandt ind under topdækslet, så jeg skruede også det af, for at se hvad der skete med strømmen. Her er en lille billedserie med indtryk fra rejsen
Pyntelisten skulle af og
Og da splitten kom ud kunne jeg åbne
ind  til det indvendige gear, hvor
de 5 skruer sad, som skulle ud, for at kunne
få skruetrækkeren ind under topdækslet og
vrikke vrikke forsigtigt, og da det kom af, så!
skal jeg da love for at det blev klart hvor al den amerikanske olie var blevet af, for der sad nogle kæmpestore klatter smørefedt over alt omkring de der tandhjul. Og oppe i låget sad der mindst lige så meget.
Nå, men efter den forskrækkelse gik det op for mig at der i den anden ende sad
Sådan en, som helt klart var elektrisk. Strømmen gik ind i den igennem to ledninger, men kunne den så også komme UD igen? Frem med multimeteret og måle:
Jojo da. Dæin er fin, som vi si’r på Fyn.

(Lige et indskud til nørderne: Dimsen ovenfor i det næstsidste billede er vistnok et beskyttelseskredsløb, som er der, for at motoren ikke skal blive for forskrækket, når den starter. Den runde med kobbertråd om, den gør strømmen lidt rundtosset, og de to- tre gule vingummier med tal på, er nogle kondensatorer, som lige tager toppen, hvis strømmen skulle være for vild når den kommer ind.
– Eller noget i den stil)

Nå, men hvor blev strømmen så af?
Kigge og pille, og så opdagede jeg at
messingdimsen i bagenden af maskinen, som er mere indviklet end det lige kan nytte at forklare her, den var helt griset til med noget hvidt pulver. Mon ikke det er mel? Mere om det senere. . .
Kigger videre, og så opdager jeg den der kontakt som skal tænde og slukke for strømmen:
Hov! Hvad er det for en sort klat på den?
Noget brændt noget, som lod sig forsigtigt fjerne.
Jeg trak forsigtigt et stykke papir ind mellem kontaktfladerne, for jeg har hørt fra min bror, at man ikke må file på sådan nogle kontaktflader, for så brænder de meget hurtigt af igen. Det var nok til at fjerne de sorte klatter, så

bagefter

Filmen handler egentlig mest om hvordan regulatoren virker.
Det er noget jeg tror vi kommer ind på, når jeg skal fortælle om hvordan jeg kan reparere den anden maskine.
Sagen er nemlig at de hersens Kitchenaid maskiner har ry for at være meget stærke, og det skyldes måske at den der regulator sørger for at den kører med samme hastighed selv om den skal bruge mange kræfter. Det er jo fint hvis dejen er stiv, men hvis der kommer en grydeske eller noget andet i vejen for dejkrogen, så kan maskinen altså godt blive lidt dumstædig og gi den lidt for meget gas.

Men nu er du snart ved at gå til af nysgerrighed over hvad det egentlig var den maskine gik i stykker over?

Hør her:

Jeg tror at det er mel der har samlet sig lidt efter lidt mellem kontakterne, og så er brændt og endt som det der på bunden af brødristeren, og så var det slut med Kitchenaid.

Så nu skete der igen det der med, at jeg, for at finde ud af om jeg kan reparere noget, så faktisk er nødt til at reparere det.
Men pyt.
Nu vil jeg fortælle Anette at jeg godt kan reparere den ene, og hvis hun siger nej til at jeg skal gøre det, så kan jeg jo bare putte noget mere mel ind imellem de der kontakter igen 🙂 (Arj, bare gas).

Således opmuntret af en vellykket reparation, så skulle jeg jo lige prøve den anden, og det var en helt anden sag:

Men den historie må du vente med til en anden gang. Måske på onsdag.
Tak fordi du fulgte med så længe. Jeg er rørt over din tålmodighed. Sådan en blog kan være en hel røremaskine i sig selv. . .

Jaja, jeg bliver jo også 60 til sommer. . .