Glasfiber kan sagtens repareres

Da Lasse havde fået sin båd i vandet her i foråret, så stod den på en grim overraskelse:

Vandet piblede ind.

OP igen!

Det viste sig at skyldes en gammel skade, som havde været dårligt repareret:
Det blanke er bare Lasses skruetrækker, som demonstrerer at der er hul hele vejen ind til det indre af båden.
Det lignede, at de tidligere ejer havde påsejlet et eller andet væmmeligt og undersøisk metalfænomen, som havde snittet sig igennem glasfiberen.
Lasse prøvede at slibe lidt i det:
Og det blanke her er altså bare Lasses skydelære, på hvilken man kan se at selve skaden er omkring 3 cm bred. Men der var en grim revne nedad fra den, som dette billede viser:
Og det er et, som jeg selv har taget, efter at Lasse bestilte Reparationsværkstedet til at stå for reparationen, og jeg var ude at inspicere. Her havde jeg krattet lidt om ud i den revne som udgik fra hullet, ved hjælp af
den uundværlige schweizerkniv, som jeg altid har i lommen.
Nå, men det billede er så taget, imens jeg dagen efter var ude at slibe skaden ned, så den kunne blive klar til at blive repareret.
At gøre sådan en glasfiberskade klar består først og fremmest af at fjerne alt det dårlige (revnede og møre) glasfiber, og tildanne hullet til en form som giver god vedhæftning af det nye glasfiber.
Efter at have slebet i et stykke tid med en vinkelsliber, var skaden klar til at blive repareret. Som du kan se, så er der hul direkte ind til det indre af båden.
For at forhindre at al min glasfiber skulle vælte ind ad hullet
(sådan så det ud indefra), så tog jeg lige og
satte en mystisk gaffatape- omviklet klods som Lasse havde til at ligge og flyde nede i skibet, i klemme med en kile jeg havde medbragt hjemmefra, og omviklet med pakketape, hvilket en venlig forbipasserende mand tilfældigvis havde oplyst om, ville gøre at den ikke ville hænge fast i polyesteren.
Polyvaffernoget?

Hvordan glasfiber virker:

Jo, nu er det altså tid til at blive lidt teknisk. (Utålmodige og resultatorienterede kan springe dette over).

Men altså, sådan en her:
er simpelthen næsten kun lavet af
Glasfibermåtte, som en en hel masse ganske bitte tynde fibre af glas.

De ligger presset sammen hulter til bulter, klar til at blive blandet op med
Polyester. Det er noget flydende plastik, som ikke har taget sig sammen til at blive stift og hårdt endnu.
Det sker heller ikke, før der er blevet blandet en ganske lille bitte smule (1%)
Af dette her i, som hedder metyl-etyl-keton-peroxid. Og det skal man ikke drysse på sit morgenæg eller noget. Det er rigtig væmmeligt. Nogle kalder det også hærder.

Hvordan man så gør:

Når hærderen blevet blandet godt sammen med det tyktflydende polyester, så har man sådan ca ½ times tid til at gøre det her:

som er en lidt uskarp baghånds- selfie, for at vise at jeg har en gasmaske på, for ikke at komme til at indånde noget der hedder styren, som er en del af polyesteren.

Det, der foregår på billedet, demonstreres også i videoen her, hvor lyden bærer præg af at have været igennem gasmasken først.

Og det er ligesom dengang, du legede med papmache i skolen, og det er sådan cirka lige så svært. Det vil sige ret nemt.
Stille og roligt får du sovset glasfiberen ind i polyesteren.
Hvis du har HUSKET  at blande hærder i, så oplever du kort efter, at blandingen er blevet hård og stærk.
Du har nemlig fået det der hedder armeret plastik, eller et kompositmateriale. Det virker ved at den hårde plastik er svær at trykke sammen, og glasfibrene er svære at trække fra hinanden, i hvert fald i længderetningen, med det resultat at materialet bliver tryk- og trækstærkt, og kan holde til næsten alting.
Der fortælles om folk, der glemte hærderen.
Så får man simpelthen bare lov til at skrabe hele skidtet af igen og lave det om. Ikke noget man ligefrem praler med nede på kajen. . .

 

Her til højre ser du derimod noget som jeg gerne vil prale en lille smule med, for det er hullet, som nu er udfyldt med super stærk glasfiber-armeret polyester.

Overfladen bølger lidt, men så spartlede jeg det med noget der hedder glasfiberspartel, som i modsætning til almindeligt glasfiber er røvirriterende at arbejde med. Nærmest som en blanding af marmelade og rockwool, hvis du nogensinde har prøvet at fylde huller ud med dét. Forhåbentlig ikke.

 

Men det endte da med at blive nogenlunde:

Her er reparationen, som er klar til at blive slebet en lille smule, og derefter malet med noget, der hedder epoxy- primer.
Det giver en helt super vandtæt overflade.

Men epoxy er noget, man hører om, at folk er blevet syge af indenfor vindmølleindustrien, så man skal nok passe på ikke at få det på fingrene.

Og nu er der gået et par dage siden sidst, jeg skrev om det her, og jeg er lige kommet hjem fra at have været ude at lave epoxy- overfladebehandling med Hempels Light Primer, som har fået reparationen til at se
sådan ud. jeg havde jo slebet lidt i på reparationen med sandpapir forinden, så det endte da med at bliver meget pænt og jævnt.

 

Lasse kiggede forbi og så hvordan jeg gjorde, så jeg nåede ikke at tage billeder af hvordan jeg blandede de to komponenter som epoxyen består af, sammen, men du kan da få lov at se hvordan jævnheden kom til at se ud her til højre.

Så kørte jeg hjem med en blandet følelse. Glad fordi jeg fik lov at lave den reparation, men også med lidt dårlig samvittighed over, at Lasse ikke fik den fede oplevelse af, hvor let det er at lave den slags.

Jeg skal kun og atter en gang opfordre enhver til at give sig i kast med reparationer. Går det i smadder, så ring til mig, så finder vi en løsning.

Tak for opmærksomheden

Niels