Vibeke, som jeg havde repareret en kaffemaskine for, ringede og fortalte, at hendes svigerdatter Eva havde et kamera, som næsten udelukkende hang sammen ved hjælp af gaffatape. Om jeg kunne gøre noget ved det?

Ork ja, sagde jeg. . .
(Men inden i havde jeg det som næsten altid når nogen stiller det spørgsmål: Hvordan i alverden finder jeg ud af det?)

Et irriterende men velkendt problem:

Ikke længe efter havde jeg dette kamera i hånden (uden gaffaen):

Og de dimser der ligger nedenfor til højre er klappen til batterirummet, og som også egentlig skulle holde batteriet fra at falde ud.

Sæt lige det på igen. . . . !

Lidt tættere på ser man at det gamle hængsel var i en lettere “brugt” forfatning: 

og

Og jeg gik og tænkte på om jeg skulle konstruere et nyt hængsel og lime det på med epoxy, og så lave en lukkemekanisme og. . .
Meget besværligt.

Keep it simple

Når man sådan går og leder efter en ide, så kan det være meget godt at prøve at tænke helt simpelt og enkelt.

Tidligt søndag morgen kom jeg på løsningen. Og jeg fik lyst til at lave det med det samme.

Men nu kom jeg jo så i konflikt med min beslutning om altid at holde fri i weekenden.

På den anden side har jeg jo også en beslutning om kun at gøre det, jeg har lyst til, og den overtrumfede Sabbath buddet.
Så jeg gik i gang, hvilket førte til at jeg –

Først lige målte hvor høj kanten omkring batterihullet er:

Og på skydelæren ses det at den er 4,25 mm.
Hvis du ikke ved hvad en skydelære er, kan du se det her (link).

Så jeg satte skydelæren på
3,25 mm, og brugte dybdemålet til at lave et lille mærke på ydersiden at kanten af batterihullet:
Det kan godt være svært at se den lille ridse jeg lavede i den sorte overflade, men den var tydelig nok til at jeg kunne bore et lille hul på 1,5 mm:
Og det borede jeg senere op til 2 mm.
Det vil sige at underkanten af hullet netop kom til at flugte med overkanten af batterihullet.
Her ser du et billede hvor jeg har sat 2 mm boret ind gennem hullet så jeg kunne se hvor det næste hul skulle bores henne:
Nemlig inde på den anden side af batterihullet, hvor der heldigvis også var god godstykkelse i aluminiummet.

Da det var boret kunne jeg lave en foreløbig samling af løsningen:

Den blanke pind er en tidligere cykel- eger, som er af rustfrit stål, på netop 2 mm tykkelse.

Genbrug kan vi li!

Og så var det bare at klippe over og file og runde kanter, så var problemet løst:

Det ser da ikke helt tosset ud, hvis jeg selv skal sige det:
Og det virker, og så er det også lidt pænere end gaffa!.

Nu mangler jeg så bare at få ordnet det andet problem med det gode gamle Nikon, nemlig at gevindet til stativet er kværnet.

Og det har jeg så ordnet nu. her er resultatet:
Og du kan se at løsningen består i at lave et hul i et stykke 4 mm aluminium, og skære et 1/4 tomme gevind i det.
Den plade er så limet på med noget hærdegummi.
Sådan et stativ bruger tommegevind. Det er et eksempel på hvordan en standard kan overleve i mange år efter at der på andre områder er indført nye standarder. De nye kameraer skal jo kunne passe på de gamle stativer, og omvendt. Derfor er der ikke nogen der vil indføre en ny og bedre standard, som milimetergevindet jo er.
Men nok om det.
Kameraet har nu fået forlænget sin levetid.