Som tidligere refereret her på bloggen, så er salig Kirkegaard tilskrevet udsagnet at “Livet må leves forlæns, men må forstås baglæns”.
Det skal vi til at øve os på, når vi nu skal til at forstå hvad det er Doktoren senest har været rodet ud i.
Hvorfor ikke starte med et par
Både forlænse og baglænse kræ.
Sådan nogle heste skal jo også ud og se sig om af og til.
Til det formål har Diana en
hestetrailer.

Doktorens trofaste læsere har selvfølgelig allerede spottet Rakettens forsøg på at snige sig med på billedet, og det var da også kun muligt fordi Doktoren selv, idag, havde taget turen ud til traileren for at reparere den. Og billedet viser da også den færdige reparation.
For at forstå det, så må man vide lidt om hestetrailere.
Bag på sådan en er der en klap, som er hængslet forneden, og som kan klappes ned og blive en rampe, som hesten kan gå op ad, når den skal ind i traileren. Det er den blå, med jerntingesterne på, på billedet.
Ovenpå den er der en klap (den brune på billedet), som man kan klappe ned, hvis man gerne vil have at hesten kan få noget frisk luft under kørslen.
Her er der et tætpå billede af Doktorens løsning
og problemet var nemlig at den der brune klap havde det med at klappe ned under kørslen, hvilket gav hesten et chok, så den brugte sine hestekræfter på at skubbe bag på bilen, så Diana havde svært ved at holde hastighedsgrænserne. For at holde klappen på plads havde Doktoren fremstillet de der par kiler (mere om det senere) og monteret dem som det ses. Inden da havde han monteret de blanke vridere
her ses den ene under sammenskruningen.
Og det så sådan ud
da han borede hullerne til de 5 mm maskinskruer. Vriderne er ikke så blanke længere, og det er fordi de er genbrugte (noget Doktoren går stærkt ind for, hvis du skulle være i tvivl). De stammer nemlig fra
den gamle løsning på klap-i problemet, som havde den svaghed at hvis traileren kørte over et lille bump i vejen, så ville vriderne dreje ned og klappen ville klappe hesten næsten bagi så den. . . og så videre.

Og nu er det så slut med at fortælle baglæns, for jeg er sikker på at du spørger dig selv om, hvor de der kiler kom fra. Og dem lavede Doktoren et par dage før, ud af en lille revnet stump stolpe af Robinie, som er en meget vejrbestandig træsort.
Doktoren fandt en smart måde at save kiler ud af sådan en klods:
Det foregår med Doktorens rundsav, som man skimter i baggrunden, og som er indstillet til ca 45 mm i dybden. Han saver en række snit efter de streger han har lavet, så det ser sådan ud:
så vender han klodsen,
og sætter et sideland på saven (Det har vi ikke lige noget billede af, men det er så saven saver i samme afstand fra kanten), og så
er de to første kiler savet ud, og Doktoren vender klodsen og saver de to sidste ud, og så
er kilerne klar.

Og hvad har Doktoren så lært af denne episode?
Jo, at den første løsning han tænkte på, og som involverede sådan en
skudrigle, den ville komme til at koste 500 kr i materialer, for den ville skulle tilsendes, sammen med bøjler og bolte. Så tænkte han på et par af den her slags:
Men det ville også løbe op i et par hundrede kroner.
En tidlig morgen fik Doktoren så en åbenbaring, som var at han skulle bare genbruge de gamle vridere, som jo ikke havde gjort noget galt, og derfor ikke fortjente at blive kasseret, og kun krævede at der indkøbtes nogle maskinbolte og skiver og møtrikker til en samlet pris af 47,50.

“Tænk dig om før du handler” – Sagde Doktoren til sig selv,

Og til dig siger han “Tak for at du fulgte med, også på dette eventyr”.