Jeppe havde lige været uopmærksom på et tidspunkt, så Teddy her:
havde lige taget den på hovedet ned på køkkengulvet.
Det var ikke så godt. Ikke bare var topdækslet flækket, men:

kanten af selve kroppen, chassiet eller korpusset eller hvad man skal kalde det, den var også revnet. Det er lavet af støbt aluminium.

Kan du gøre noget ved det?
Det vil jeg gerne prøve, sagde jeg.

Forberedelse

Det blev starten på et længere bekendtskab. Men spændende.
Se selv:

Jeg besluttede mig til at bygge den der lille kant op med epoxy spartelmasse, som er noget mægtig stærkt hærde- plast, som man også bruger til glasfiber, blandt andet.
Men du kan nok se at der ligesom er en rille inde bagved den kant som skal bygges op.
For ikke at den rille skulle fyldes helt op med spartel, så tildannede jeg en brugt eger (som tilfældigvis lige havde den rette tykkelse) sådan:
Og jeg pakkede den ind i tape og holdt den på plads med to tvinger, sådan

Spartling med Epoxy spartelmasse

Så var det ellers med at få epoxyen frem.

Den slags hedder to- komponent hærdeplast. Det lugter næsten ikke når man bruger det, så man behøver ikke åndedrætsværn.
Til gengæld er det temmelig allergifremkaldende at få på huden, så det er bare med at passe på hvor det ender henne. Vask hænderne med det samme med vand og sæbe, hvis du skulle få noget af det kludret på fingrene.
Og det er sådan to dåser med en liter i, tilsammen.

Trick til blanding

Der skal lige meget af hver i massen. Rumfangsmæssigt. Ikke pr vægt.
Så hvis man ikke har lyst til at blande hele literen (Det har en hærdetid på nogle timer) så må man finde en måde at måle to lige store mængder op, som bare er nok til det man skal bruge.
Her kan du se hvordan jeg gjorde: Jeg skar to plastiksprøjter over, så de var åbne i bunden, og trak stemplerne lige langt tilbage (ca en cm hver) og med en lille spartel fyldte jeg dem med henholdsvis det blå og det hvide epoxy. Så kunne jeg plutte det ud på en gammel kasseret brochure:
og blande det jævnt sammen:
Nu har det nærmest konsistens som stiv glasur, så med lidt omhyggelighed lykkedes det at få en del spartlet på.
Jeg vil ikke gå i detaljer med dette. Det skal du selv prøve en gang, for at få det fulde udbytte af. Det er ret sjovt. I hvert fald endte det med at se sådan ud, efter første spartling (Og hærdning):
Her har jeg lige lagt den der gummiliste på, som skal sidde mellem maskinen og topdækslet. Du kan godt se at spartlingen stikker lidt for højt op, og lidt for langt ud, nogle steder.
Det sleb jeg af med sandpapir.
Og så fandt jeg noget, der er helt lige og plant, og klistrede noget tape på det, så spartelmassen ikke ville klistre på det, og satte det ovenpå: 

Du kan ane tapen på billedet.
Så gjorde jeg det igen, det der med at blande spartelmasse, og spartle de der huller. Det så sådan ud:

Og når man nu lige står der og har noget spartelmasse, så. . .

Nu er det jo svært at blande så lidt som der skulle bruges til at fylde de der få huller ud, så der blev noget til overs. Jeg kom i tanke om at en af skufferne under værkstedsbordet var revnet, og benyttede lejligheden til at få den limet:
Og her ser du skuffen stå til tørre med et eller andet tungt stykke gammeldags elektronik oven på, til at holde det sammen. Det blev fint.

Videre, du. . .

Nå, men i mellemtiden, og dagen efter, så var epoxyen hærdet, og jeg havde slebet reparationen fin og glat:
Og fandt noget maling frem, som næææsten havde samme farve som maskinen:
Det hedder Hammerite, og er noget helt vildt godt, og rusthindrende, og dækkende, og nemt at arbejde med maling, som er godt til rigtig meget.

Lille kursus i sprøjtemaling uden sprøjte

Og så er det nemt at få til at ligne noget der er sprøjtemalet, hvis man bruger tricket med et stykke skumgummi, til at duppe det på med. Først dyppe (Lidt): 
Og så duppe:
– Indtil du har en fin og glat og jævn overflade. Længe NOK, men ikke FOR længe, for så begynder det at blive lidt sejt, og så bliver det ikke pænt.
Men pænt blev det her:
Nu skrev jeg jo, at farven kun næsten var den samme.
Men så var det jo, at jeg benyttede et lille optisk bedrag, idet jeg malede lige ud til kanterne, hvilket gør, at man ikke lægger mærke til, at farven er en anden, og så er det jo godt nok.
Godt nok er jo som bekendt bedst.

MEN

Så ankom det nye topdæksel, og se bare hvordan det der ud da det er kommet på:
Det gaber jo som en flækket træsko! Det viste sig at vi havde overset at selve kroppen af røremaskinen havde en overset
revne henne langs siden. Og det opdagede Jeppe og jeg faktisk sammen, da han kom for at hente maskinen.

Men nu var vi jo kommet så langt, så. . .

“For pokker da. Kan du gøre noget ved det?”
“Det vil jeg gerne prøve”, sagde jeg.

Så vi besluttede at give den endnu en reparation.
Heldigvis er topdækslet til sådan en Teddy faktisk ret kraftigt, så jeg vurderede, at hvis jeg kunne få det tøjret ordentligt til maskinen, så ville det godt kunne holde sammen på sagerne.
Jeg lavede et stykke 4 mm aluminium, og limede og popnittede det på agterspejlet:
Så boltede jeg det til maskinen, og lavede et forsøg som viste at det godt kunne holde sammen på sagerne:
Og du har lagt mærke til at der sidder en skruetvinge ude til højre.
Jeg besluttede at lave nogle bolte nedenfra og op, som skulle overflødiggøre den der skruetvinge. Den ville også bare komme i vejen for bolledejen.
Jeg går let hen over resten, men her ser du hvordan jeg skærer gevind til de der bolte:
og så må du undskylde alt rodet som kom med på billedet.
for at gøre en lang historie kort, så lykkedes det faktisk at få maskinen til at blive god igen.
Og for at det ikke skal være løgn, så var jeg så lettet og glad over at have reddet den, at jeg glemte at tage et ordentligt “Efter” billede af den. Det eneste er det her:
Og det her:
Og da drejeknapperne kom på, så var den faktisk flot.

Af- ramponering er sjovt

Det er en meget stor tilfredsstillelse at redde et stykke maskineri ved at bruge mange forskellige teknikker.

Og jeg kan ikke opfordre dig kraftigt nok til at prøve at gå i gang med det. Lad kreativiteten blomstre, og hvis du går i stå, så kontakter du mig bare. Skriv en kommentar nedenunder, så svarer jeg tilbage, og vil gerne hjælpe med råd, hvis det er muligt. Ellers bare lytte.

Også gerne medfølende.