Inger ringede og spurgte, om jeg ikke kunne gøre noget for hendes elskede gamle dukke, som tidens tand og barnebarnet havde været lidt hård ved:
Øjnene var faldet helt bagind, og hovedet sad også underligt løs:

Advarsel:

Og nu er det altså, at jeg lige må advare, for de næste billeder kan godt virke lidt overvældende. Men jeg kan forsikre, at ingen dukker led overlast, og at alt blev godt til sidst.
Men altså, for at kunne reparere den, så måtte jeg tage fat på det, der hedder trepanering, hvis det altså er et menneske:
Først skulle parykken af. Den var limet på:
Forsigtigt arbejde med en skarp kniv fik den af i hel tilstand:

Og nu er det ikke for sarte sjæle:

Jeg tænkte, at sådan en hovedskal skulle jeg nok kunne finde ud af at lime på igen, så det var frem med multitoolet, og så røg kalotten:

Det gjorde slet ikke ondt, og så viste det sig, hvad det var, der havde raslet rundt derinde:

Den lille mekanik med øjnene på, den havde såmænd siddet fast i en klat gips, som havde været limet inden i hovedet.

Jeg må indrømme, at jeg ikke lige kan gennemskue, hvordan den dukke er blevet samlet i sin tid. Der var ingen tegn på, at hovedet havde været i flere dele.
Nå, men den del af reparationen lader vi lige ligge lidt, for elastikken der holder hovedet, og også går hele vejen ned til benene, den skulle strammes op. Jeg valgte nu, at udskifte den med noget kraftigere elastik, som jeg havde liggende.
Så jeg måtte lige lave nogle lidt større øjer, som den kunne gå igennem.

Og elastikken blev så trukket op igennem kroppen, og ud i hovedet, hvor jeg kunne stramme den, og sætte en lille klemme på:

Nu var det så tid at lime øjemekanikken fast,

og her viste det sig, at det altid er godt at have en gammel ispind liggende, for den passede lige i længden til at kunne holde det højre øje lige i den rette position.

Jeg besluttede at bruge limpistolen til at få hovedskallen på igen.

Det er nemt at håndtere, og limen størkner så tilpas hurtigt, så man ikke behøver spænde sammen eller noget.
Snart var der en lidt grim plastsvejsning, som lige skulle gås efter med kniven, for at blive helt glat.

Det er stadig lidt Frankenstein- agtigt, men så kom parykken på, og inden længe var idyllen genoprettet: