Om Reparationsværkstedet

Denne side er for dig, der gerne vil vide lidt mere om mig og min virksomhed. 
Den er lidt lang, så det risikerer at tage en del af dit dyrebare liv at komme igennem den.

En kort intro video

Forhistorien

Jeg hedder Niels Monberg, og jeg er 62 år.
Kort fortalt, så er jeg blandt andet
Sløjdlærer, tømrer og har bådebyggererfaring.
IT ingeniør.
Lærer i dansk som andetsprog,
Uddannet lærer med bl.a. sløjd som linjefag.

Og så har jeg i alt for mange år arbejdet som IT- Testspecialist.

 Nu en fuldtidsbeskæftigelse

D. 1. november 2016 sagde jeg så mit gamle IT job op og tog springet ud i at være selvstændig.
Meningen med Reparationsværkstedet er at vise, at det kan lade sig gøre at reparere det meste af det, der går i stykker, og jeg arbejder på at kunne leve af det.
Ideen er at styrke genanvendelsen af produkter og ressourcer her i verden.

Hvordan kan du bruge værkstedet?

Målet er, at vi kan leve mere bæredygtigt med de ting, vi omgiver os med. Det skal være sådan, at vi ikke behøver at kassere det, bare fordi det er gået en lille smule i stykker.

Jeg vil gerne reparere det for dig, men du kan også vælge selv at reparere tingene, og så kan du altid få et råd, hvis det er noget, jeg ved noget om.

Hvorfor?

Det er både for min egen, for andre menneskers og for resten af verdens skyld: 

For min egen skyld

Jeg synes, det er utroligt tilfredsstillende at få ting til at virke igen.
Jeg er god til at reparere ting, der ikke virker, og ofte er det på grund af en ganske lille og billig reservedel. Det kan repareres, og man slipper for at købe en ny plæneklipper eller køkkenmaskine.

Og så kan jeg lide, at der er variation i arbejdet. Og formiddagen kan jeg ordne din terrasse, og om eftermiddagen din røremaskine eller emhætte eller computer. Det er ikke kedeligt.

For andre menneskers skyld

Jeg ser ofte, at mennesker går glip af nogle muligheder, som kunne hjælpe dem virkelig meget, hvis bare der blev gjort en lille forskel.

For eksempel hvis flere turde kaste sig ud i mindre reparationer i hjemmet eller af de ting, som de bruger i dagligdagen. 
Derfor vil jeg også altid gerne give gode råd gratis. 

Jeg synes, at det skal være nemt at få repareret de ting, som går i stykker, så man ikke behøver smide ud og købe nyt.

For resten af verdens skyld

Et af de virkeligt store problemer i verden i dag er, at vi bruger for mange ressourcer.

Kender du det, at stå på genbrugspladsen lørdag formiddag med dit læs af ting du ikke kan bruge mere?
Så ser du, hvad der ligger i containerne af ting, som måske virker fint, eller som måske kun skulle bruge en lille kærlig hånd for at kunne bruges længe endnu?
Og måske får du det dårligt over at smide mere oven i stakken.

Det er “brug og smid væk” kulturen.

Der er nogen der mener at det er godt for væksten, beskæftigelsen og økonomien. Det synes jeg er kortsigtet idioti.
De glemmer at der er begrænsede mængder af ressourcer på vores lille planet, og at overforbrug kommer til at betyde, at vores efterkommere ikke får de muligheder, vi har.

Et lille bidrag

Det er gået op for mig, hvor svært det er at gøre en forskel her i verden, når det kommer til de der virkeligt store problemer.
Men ethvert lille bidrag er med til at skubbe i den rigtige retning.
Det vil Reparationsværkstedet gerne være med til.
Og det er bare fedt at opleve flere og flere mennesker, som er glade for at få tingene repareret.

Kontakt værkstedet

Har det ovenstående givet dig lyst til at kontakte mig, så ring endelig på 6170 3325 eller skriv her:

*
*
*
*